Med en smuk efterårsdag som kulisse, blev der forleden afviklet finale i Himmerland Forsikring Match Play.
Golftuneringer spilles oftest efter et handicapsystem, hvor det handler om at opnå flest mulig point på en golfrunde, men konventionerne er blevet udfordret sæsonen igennem, hvor Aars Golfklub har lagt fairways til en såkaldt hulspilturnering. Turneringen er blevet afviklet efter et cup-system, hvor vinderne går videre til næste runde.
"Ud over konkurrenceelementet, bidrager Himmerland Forsikring Match Play til at knytte bånd mellem deltagerne, der på tværs af alder og golfhandicap har spillet individuelle matcher mod hinanden," beretter formand for Aars Golfklub, Søren Friis.
Årets udgave af Himmerland Forsikring Match Play har været en succes og ifølge golfformanden er samarbejdet med forsikringsselskabet helt afgørende. Med deres støtte er det muligt for klubben at afvikle en attraktiv turnering med et stærkt set-up og interessante præmier.
"Vi har en ambition om at være tæt på vores kunder og være lokalområdets førstevalg, når det gælder forsikringer. Derfor føler vi også et ansvar for at bidrage til udviklingen. Det gør vi bl.a. ved at støtte op om hulspilturneringen i Aars Golfklub," fortæller Jesper Færch fra Himmerland Forsikring.
Den populære hulspilsturnering, som har været et fast samtaleemne blandt klubbens medlemmer, begyndte med 64 deltagere - og søndag skulle de fire tilbageværende konkurrere om sejren i henholdsvis vinderrækken og trøsterækken. Ud over to finaler i selve hulspilsturneringen, blev der også afviklet en stablefordturnering for alle, som har deltaget i turneringen, men som ikke var nået hele vejen til finalerunden.
Finaledagen blev desuden krydret af et vaskeægte hole-in-one, da Inger S. Nielsen kun skulle bruge et slag på at få bolden i hul på banens hul 6.
Resultaterne af søndagens tætte matcher blev således:
Vinderrækken
1. Karsten Urbrand
2. Søren Laue
Trøsterækken
1. Annette Kold
2. Hanne Bak Christensen
Stabelfordturnering
1. Morten Degn
2. Bjarne Jensen
3. Bo Pedersen
Efter dagens spil var der præmieuddeling på terrassen, hvor turneringens hovedsponsor var repræsenteret ved marketingchef Jesper Færch, som overrakte ”Aars Gavekort” til vinderne.