Fodbold: Med to mål i overtiden sikrede Aalborg KFUM sig en sejr på 5-3.
Tekst: Per Lyngby
Søndag skulle Hornum forsøge at hente den tredje sejr på stribe i serie 3, da Aalborg KFUM var på visit.
Den plan satte gæsterne dog en stopper for med en sejr på 5-3. Gæsterne bragte sig foran med 2-0 i første halvleg, inden Simon Baade fik reduceret kort før pausen. Samme Baade var på pletten i begyndelsen af anden halvleg, hvor han udlignede. Men KFUM kom tilbage og bragte sig foran med 3-2, inden Jakob Nøhr igen fik udlignet for hjemmeholdet, som måtte se gæsterne score to gange i overtiden og dermed sikre sig sejren.
“Vi spiller en rædderlig første halvleg, hvor vi er svineheldige med at udligne inden pausen. Anden halvleg er langt bedre, og ved 3-3 med et par minutter tilbage har vi en friløber, hvor vi burde have scoret. I stedet scorer gæsterne da stadionuret runder de 90 minutter. Vi satser derpå butikken og indkassere endnu et mål. Cadeau til gæsterne - klart det bedste hold, vi har mødt. Vi må se indad og erkende, at vores form og fysik ikke rakte til 94 intense minutter - og det afgjorde en tæt kamp”, lød det efter kampen fra HIF-træner Johnny Nielsen.
På fredag spiller Hornum igen på hjemmebane, når IF Fjordsiden kommer på besøg. Hornum ligger midt i rækken med 6 point for 3 kampe, men har et par kampe på hånden i forhold til holdene over dem.