Fodbold: Lokalopgør sluttede med en fortjent sejr på 3-0 til gæsterne.
Tekst: Per Lyngby
Kendskabet til modstanderne i torsdagens kamp i serie 2 på kunstgræsset Aars var særdeles godt, da Aars-træner Kristian Skriver forud for denne sæson var træner 2 år i markedsbyen.
Forhåndskendskabet lod dog ikke til at have den store effekt på Aars-holdet, som kampen igennem blev holdt i et jerngreb af en disciplineret Honum-defensiv, der ikke gav mange chancer væk - en enkelt i hver halvleg var reelt det, det blev til.
Hornum kom foran midt i første halvleg, da bolden blev spillet til baglinjen i højre side, hvorfra den blev afleveret ind midt for mål, hvor Simon Baade ikke havde svært ved at score. Det blev til en enkelt god mulighed mere til gæsterne inden pausen, men Aars-forsvaret fik afværget. I den anden ende af banen havde Hornum-forsvaret godt fat i Aars-offensiven, som ikke kunne dirke defensiven op. Hornum spillede med stor disciplin, clearede bolden, når det var nødvendigt og spillede fornuftigt rundt i egne rækker i flere tilfælde. Kort før pausen var det dog ved at gå galt, da et Aars-forsøg snusede til roden af den ene opstander.
Kort inde i anden halvleg blev det 2-0 til Hornum på et mål af Marc Kastrup Nielsen. Hornum blev ramt af et gult kort, som gav Aars overtal og overvægt i spil, men ikke noget, som førte til målchancer. Med små 10 minutter igen lukkede og slukkede Hornum, da Martin Kjær Christoffersen blev sendt af sted i dybden og alene med målmanden svigtede han ikke: 3-0 til Hornum. I slutminutterne havde Aars en mulighed for at reducere, men målmand Mikkel Kristensen præsterede en imponerende flot dobbeltredning.
De to trænere var efter kampen enige om, at den fik den rigtige vinder:
"De kom ikke med noget, som kunne overraske os, men vi havde ikke noget at skyde med, så sejren var i orden", lød det fra Kristian Skriver.
"Vi skulle vinde den kamp, og vi viste stor disciplin og gav ikke meget væk, så ganske fortjent og vigtig sejr", mente HIF-træner Johnny Nielsen.