Fodbold: Der var chancer til mange flere mål end de 2, som Hornum scorede mod Vive.
Tekst & foto: Per Lyngby
Hornum topper serie 3 med 13 point for 5 kampe, og markedsbyens udvalgte er fortsat ubesejret i efteråret.
Ser man på målscoren er topholdet dog kun det tredjebedste i rækken, og det forstår man godt, hvis man lørdag eftermiddag var vidne til holdets hjemmekamp mod bundholdet Vive. Ganske vist blev det til en fortjent sejr på 2-0, men havde Hornum-spiller udnyttet bare en brøkdel af deres store chancer kunne det nemt være endt med 6-8 mål.
I kampens indledning spillede hjemmeholdet frisk til, og inden der var spillet 5 minutter, havde holdet haft 2-3 pæne forsøg. Som halvlegen skred frem, fortsatte Hornum med at producere chancer - den største tilfaldt Nicklas Sigvardsen, som blev spillet helt fri midt for mål på en god tværpasning fra Mads Rask, men 2 meter foran målet formåede han ikke at få træf på bolden, som strøg forbi. En energisk og pågående Mads Rask havde også en stor mulighed, som blev sendt over mål, men kort før pausen fik målræven dog hul på bylden, da han forfulgte en løs bold og fik sparket den i nettet for næsen af to forsvarsspillere. Inden pausefløjtet havde Hornum endnu en stor chance, som blev sparket lige forbi mål. Hertil skal man lægge et skud på stolpen midt i halvlegen.
Chancer var der nok af, medens det kneb med målene!
Mads Rask fortsatte, hvor han slap, da spillerne gik i gang med anden halvleg. Den var blot et minut gammel, da topscoreren steg til vejrs og headede et indlæg fra højre i mål. Herefter kunne man forvente, at at et modløst bundhold ville falde sammen, men i den følgende periode kom Vive frem til deres bedste tilbud i kampen, da der blev afsluttet midt for mål, hvor en velspillende Hornum-keeper måtte ryste op med en flot dobbeltredning for at holde gæsterne fra målfadet. Det var stort set også den eneste trussel mod hjemmeholdets mål, medens gæsternes mål nærmest var belejret i flere perioder. Men trods op til flere friløbere og helt åbne chancer, kunne topholdet ikke finde vej til nettet, og dermed sluttede det med en fortjent men alt for lille sejr.
På Hornums midtbane gjorde unge Silas Olsen en fin figur med gode indgreb, fine pasninger og mod til at gå ind i nærkampe med de fysisk stærke modspillere.
Gæsterne fra Vive havde dygtige individualister, men fungerede ikke som et hold, og det er derfor ikke nogen tilfældighed, at holdet frister en tilværelse på sidstepladsen uden point.
I næste runde spiller Hornum ude mod Støvring, hvorefter der er lagt op til fodboldfest, når Aars kommer på besøg på det hyggelige stadion, som formentlig har et af de flotteste og mest velplejede græstæpper i Vesthimmerland - trods tørken i sommer.