Fodbold: Topholdet fik endelig ram på Hornum.
I de seneste kampe har Hornum haft overtaget, når de har mødt Hadsund i serie 2, hvor det er blevet til 2 sejre og en uafgjort for holdet fra markedsbyen.
Lørdag eftermiddag var det dog Hadsund, som triumferede da holdet på egen bane vandt med 2-0 og satte sig på puljens førsteplads. Og det var ikke mindst i luftrummet, at kampen blev afgjort:
"Der var ikke så meget at stille op mod Hadsund airforce. De er større og stærkere, og specielt i første halvleg øste de alt i vores felt, hvor vi vaklede.Og så kendte de, modsat os, deres besøgelsestid. Vi kunne have skabt lidt spænding, men mulighederne blev misbrugt", sagde HIF-formand Johnny Nielsen efter kampen, som efterlader Hornum midt i rækken forud for et intenst slutprogram, hvor det i de sidste 3 kampe afgøres, hvor nedrykningspladserne ender.