Fodbold: Bundholdet Chang burde have haft point mod vesthimmerlændingene.
Tekst: Per Lyngby
Det var top mod bund, da Hornum onsdag aften gæstede Aalborg Chang i serie 2.
Hjemmeholdet har fået en skidt start, medens Hornum er med helt fremme og endnu ikke har tabt i efteråret. Og det har de fortsat ikke efter en kneben sejr på 1-0.
"Meget kneben - ja faktisk rent tyveri at vi vinder. Der var ikke meget bundprop over Chang i dag - faktisk det bedst spillende hold vi har mødt. De fortalte, at de i dag for første gang i dette efterår mønstrede holdet, som de påregner skal stilles fremadrettet grundet, at de først nu har alle de studerende tilbage i byen. Holder det stik, så venter der grimme overraskelser for puljens øvrige hold. Skal jeg forsøge at retfærdiggøre bare lidt, at vi fik de tre streger, så kan det påpeges, at vi skaber de største chancer, omend der bestemt ikke var ret mange. Kampen var et stort tilløb til Changscoring, men de fik faktisk aldrig den/de store chancer, de skulle bruge. HIF's forsvarsgeneral Jakob Nøhr var outstandig i dag og ubetinget kampens bedste spiller", fortalte HIF-formand Johnny Nielsen til Lokaltindblik.dk efter sejren.
Hornum mål blev scoret af Niclas Sigvardsen Nielsen på straffespark efter en halv times spil.