Fodbold: Med en smal sejr over Støvring er der nu lagt op til oprykningskamp mod Nibe i den kommende weekend.
Tekst: Per Lyngby
Gennem hele sæsonen har Hornum og Nibe kørt parløb i toppen af serie 3. Nu er der lagt op til en spændende duel, hvor de to klubber på lørdag mødes i Nibe. Med en sejr kan Hornum bringe sig foran Nibe forud for sidste spillerunde, medens et nederlag betyder, at Nibe, som er hidtil er ubesejret, napper oprykningen.
Lørdag havde Hornum besøg af Støvring fra den tunge ende af tabellen, men det kunne man ikke umiddelbart se. Gæsterne mødte op med en frisk sejr over rækkens nummer tre, og bød også Hornum op til dans. Kampen så længe ud til at skulle ende målløs og uafgjort, men et straffespark til hjemmeholdet i overtiden gav Hornum chancen for at sikre sig alle 3 point.
Nicklas “Siv” Nielsen stod for presset, og nettede den vitale scoring, som betyder, at der er lagt op til et brag af en kamp i Nibe.