Fodbold: Nedrykkerne har fået en flot start i serie 3, hvor holdet topper efter 2 spillerunder.
I Hornum IF var man ikke helt tilfredse med kommunens prioritering af græsslåningen op til weekenden, hvor der er kommet grøde i græsset efter den lange tørkeperiode.
Men nu er folk i Hornum ikke af den slags, som sætter sig i et hjørne og piver. I stedet handler man, og således også med hensyn til græsslåningen. To timer før kick off til kampen mod Valsgård hoppede et par af klubbens medlemmer på hver sin lånte plænetraktor, og så blev der ellers slået græs, om ikke til den store guldmedalje så dog til en vigtig hjemmesejr.
Spillerne kvitterede nemlig med en sejr på 2-1, og dermed er holdet fra markedsbyen alene på førstepladsen, da de to nærmeste rivaler i topstriden, Aars og Støvring, delte i deres indbyrdes opgør.
Gæsterne fra Valsgård bragte sig ellers foran med 1-0 inden pausen, men på mål af Martin Kjær Kristoffersen og Philip Mortensen sikrede Hornum sig sejren på 2-1.
Ifølge formand Johnny Nielsen var det en såre fortjent sejr, selvom spillet ikke var prangende:
“En fortjent, men alt for lille sejr. Spillet glider ikke for godt, men vi har rigeligt med chancer til at vinde komfortabelt”, lød det efter kampen fra formanden.
På onsdag kan man få et fingerpeg om, hvor holdet står, når det gælder lokalopgøret mod Løgstør IF’s andethold, som ligger med fremme med 4 point for 2 kampe.