Fodbold: Med en sikker sejr på 6-2 er Hornum tilbage i serie 2.
Tekst & foto: Per Lyngby
Lørdag eftermiddag var champagnen lagt på køl i Hornum, hvor hjemmeholdet med en sejr over Støvring kunne sikre sig oprykning til serie 2. Målræven Mads Rask sad ude med en skulderskade, og da gæsterne fra Støvring bragte sig foran allerede efter 2 minutters spil, var det som om, proppen sad lidt for godt fast på den afkølede champagne.
Hornum-spillerne var dog topmotiverede, og der gik kun et par minutter før gæsternes føring var udlignet. Inden pausefløjtet var der scoret yderligere tre gange i Støvring-målet, og med en halvlegsføring på 4-1 fornemmede de 80 tilskuere, at oprykningen var godt på vej.
I anden halvleg blev føringen øget til 6-1 via et straffespark og en scoring af tilbagevendte Simon Baade, inden Støvring fik lov til at pynte på resultatet med kampens sidste scoring.
Efter dommerens sidste fløjt kunne propperne så springe, champagnen flyde og sprøjte og pyroteknikken udspy røg i klubbens blå-hvide farver, inden det var tid til den obligatoriske lufttur til træneren, Jens Thorup, som også skal styre tropperne næste sæson.
“Ja, vi har en aftale, selv om den ikke er skrevet under endnu”, sagde Jens Thorup til Lokaltindblik.dk’s udsendte umiddelbart efter at han var landet efter den sidste lufttur, som var ved at bringe ham op i samme luftlag, som et par svæveflyvere havde været hen over stadion under kampen.
Formand Johnny Nielsen kunne bekræfte, at man har en aftale med træneren i den kommende sæson, hvor man ser lyst på fremtiden, da flere af de talentfulde unge spillere kommer hjem fra efterskole.
Også i denne sæson har Hornum givet debut til helt unge spillere, som har markeret sig flot på holdet, der sikrer sig oprykningen efter en overbevisende indsats, hvor det faktisk kun er en generel mangel på effektivitet i afslutningerne, som der har kunnet sættes en finger på.
Lørdagens kamp viste dog, at spillerne godt kan finde vej til netmaskerne, og mon ikke de er opsatte på at få scoret i sæsonens sidste kamp, som spilles på udebane mod naboerne fra Aars IK.