Fodbold: Hadsund havde ikke meget at skyde med i søndagens kamp.
Tekst & foto: Per Lyngby
I foråret formåede Hornum 2 gange at besejre Hadsund i serie 2. Østhimmerlændingene er dog kommet flot fra start i efteråret og mødte op til kampen på Hornum Stadion med 9 point for 3 kampe.
I første halvleg var der ikke meget tophold over gæsterne, som mere lignede et hold, der frygtede at tabe end de ønskede at vinde. Hornum satte sig på spillet, som for meste foregik på gæsternes banehalvdel. Skarpheden i indlæggene og de afgørende afleveringer var dog ikke til stede, så rigtig farlig blev hjemmeholdets spilovertag ikke.
I anden halvleg kom Hadsund lidt længere frem på banen og forsøgte sig med et par behjertede langskudsforsøg. Hornum havde også tilløb til et par chancer, bl.a. Et langskud, som målmanden halvklarede og efterfølgende fik kontrol over og et indlæg, som Simon Baade var tæt på at nå frem til.
Mod slutningen blev Hornum ramt af et gult kort, og det betød, at holdet kommer under pres i de sidst minutter, hvor Hadsund pressede på for at få scoret det afgørende mål.
Det lykkedes ikke, og ville også være såre ufortjent, når man bedømmer kampen som helhed. Med Hornums manglende evne til at skabe chancer kan det uafgjorte resultat godt betegnes som passende.