Fodbold: Man måtte helt ind i overtiden, før der blev udlignet i Nibe.
Tekst: Per Lyngby
Da kampuret rundede de 90 minutter på stadion i Nibe, var der ikke meget som tydede på, at gæsterne fra markedsbyen Hornum skulle få point med hjem. Sildebyens herrer i serie 2 førte nemlig på det tidspunkt med 1-0 og var ovenpå.
“Ja med hiv og sving: Vi udligner i 4. minuts overtid. For anden kamp i træk var vi under niveau - og så skal man jo ikke klage over en pind. Et ungt Nibe hold spillede frisk til og overmatchede os de første 30 minutter. Vi kom med og burde have udlignet inden pausen. HIF er bedst de af anden halvleg, uden at få belønning. Nibe er igen ovenpå det sidste kvarter, og så slog vi til i overtiden lidt ud af ingenting - godkendt”, lød det fra HIF-formand Johnny Nielsen.
Hornum kan stadig bryste sig af at være ubesejrede, men på fredag venter der en svær hjemmekamp mod Valsgård, som er forstærket en del, siden de to klubber sammen rykkede op fra serie 3 i foråret. Det seneste opgør mellem de to klubber på Hornum Stadion sluttede 2-2.