Fodbold: Gundersted kom på tavlen med en 2-1 sejr i lokalopgøret mod Aars.
Tekst: Per Lyngby
Der stod vigtige point, ære og håneret på spil, da Aars tirsdag aften var værter for opgøret i serie 2 mellem AIK's andethold og Gundersted. Spillerne kender hinanden på kryds og tværs, og ydermere er det den tidligere Gundersted-træner Kristian Skriver, som træner Aars.
Scenen var dermed sat til en dramatisk og intens fodboldkamp, hvor der næppe var ret meget taktisk, som kunne overraske hos modstanderne. Dog havde gæsterne et våben, som værterne havde svært ved at dæmme op for: hjørnespark.
"Vi ramte ikke dagen og var for dårlige på bolden, selvom vi egentlig havde plads til at skabe mange chancer.
I det hele taget en dårlig fodboldkamp i lavt tempo, og så er Gundersted bare uhyggeligt gode på hjørnespark", erkendte Kristian Skriver efter nederlaget.
Mikkel Lindhardt Hansen fra Gundersted så kampen, og kunne også bekræfte, at dødbolde var et godt våben, da brumbasserne skulle stikke kimbrertyren, hvor det gjorde mest ondt:
"Vi starter bedst og har optræk til et par farlige chancer. Men der skulle en dødbold til at starte kampen. Alexander Møller header den lidt heldig ind efter små 20 minutter på et hjørne, hvor vi vidste vi kunne true Aars. I den periode har vi rigtig godt fat i kampen, og med lidt mere tålmodighed kunne vi gøre det bedre i nogle offensive aktioner. Anden halvleg startede som første sluttede - vi har en del spil på egen del af banen og havde svært ved at spille os igennem en god Aars-defensiv. Så fik vi et hjørne mere, og denne gang nettede Nuggi med hovedet. Desværre faldt vi i tempoet og spillet med bolden og en fejl på midten af banen gav en udligning. I de sidste 20 minutter var det Aars, som pressede på en udligning, uden held. En sejr hvor rutinen gjorde forskellen i slutminutterne", fortæller Mikkel Lindhardt Hansen.
Med sejren kommer Gundersted på pointtavlen, hvor de akkurat som Aars nu har 3 point for to kampe.
Aars spiller allerede på fredag igen, hvor det gælder udekamp mod Terndrup, medens Gundersted venter til næste tirsdag, hvor holdet spiller efterårets første kamp hjemme på Freja Park. Det bliver igen et spændende lokalopgør, når Nibe kommer på besøg.