Håndbold: De tekniske fejl stod i kø, da TVH og Tarm-Foersum spillede uafgjort.
Tekst & foto: Per Lyngby
Søndag eftermiddag tog TVH’s damer i 2. division imod Tarm-Foersum, som er nedrykkere fra 1. division. De to hold gav hinanden en lige, men også uskøn, kamp, som sluttede 20-20.
Kampen startede lige med hjemmeholdet som det hold, der først fandt vej til netmaskerne. Tarm-Foersum fulgte godt med i indledningen, men slap et øjeblik koncentrationen, hvilket resulterede i, at TVH kom foran med 7-4. Trods et par udvisninger til gæsterne, som også misbrugte et straffekast, formåede TVH’erne ikke at udnytte muligheden for at skabe luft til modstanderne. I stedet scorede Tarm-Foersum i undertal og de præsterede endda at komme foran med 8-7, før hjemmeholdet igen stemplede ind. Jævnbyrdigheden fortsatte helt frem til pausefløjtet, hvor måltavlen viste 11-11.
Anden halvleg fortsatte i samme spor som første. Tarm bragte sig foran med to mål, men TVH kom på lige og med skiftende føringer til de to hold var spændingen intakt til det sidste, hvor gæsterne med 2 minutter tilbage var foran med et enkelt mål. TVH fik udlignet på en skarp afslutning fra fløjen, og et godt kæmpende forsvar holdt modstanderne fra fadet i de sidste 30 sekunder, så kampen sluttede uafgjort 20-20.
Generelt blev der lavet alt for mange tekniske fejl af begge hold, og angrebsmæssigt havde TVH det svært overfor et fysisk og kontant spillende forsvar. Tanja Vad sad ude med en skade, og det betød, at Line Sørig alene skulle bære ansvaret som bagskytte. Den rolle udfyldte hun delvis med flere flotte scoringer, men fejlprocenten var generelt for stor, og når presset blev for stort blev der ofte afsluttet forbi eller over mål. Streg- og fløjspillerne måtte slide og slæbe for at komme til afslutninger, og i mange tilfælde var indspillene ikke præcise nok med boldtab til følge. Til TVH’ernes held var gæsterne nogenlunde på samme niveau med hensyn til at lave tekniske fejl, og da de også formåede at misbruge to straffekast var det ganske fortjent, at det hele sluttede med en pointdeling.
Tilskuertallet på hjemmebanen i Dronning Ingrid Hallerne var skuffende lavt - kun 75 havde fundet det interessant at gå til håndbold i Farsø søndag eftermiddag, og blandt dem var damernes andethold, som skulle på banen umiddelbart efter 2. divisions kampen.
På fredag spiller damerne igen på hjemmebane - denne gang i Østermarkens Idrætscenter i Aars, hvor der er dobbeltsstævne med både det bedste herre- og damehold fra TVH.