Fodbold: De fleste hold har været i aktion i den vesthimmerlandske træningsturnering i weekenden.
Tekst & foto: Per Lyngby
I herrernes bedste række var Gundersted på besøg i Farsø, hvor hjemmeholdet FUIK måtte se sig besejret med 3-1 efter en føring til gæsterne på 2-0 ved pausen.
Første halvleg var ganske lige og bød ikke på de helt åbne chancer, men omkring den halve time kom der gang i målscoringen, da FUIK-forsvaret ikke var fokuseret. Det udløste to scoringer indenfor få minutter. Først var det Mikkel Vestergaard, som pludselig var fri i venstre side efter en hurtig omstilling, og alene med målmanden svigtede han ikke, da bolden elegant blev løftet over keeperen og i nettet. Kort efter var der påny panik i FUIK-forsvaret, som begik straffespark. Rene “Nuggi” Petersens forsøg blev pareret af målmand Niclas Finnerup, men Gundersted-bomberen var hurtig over riposten, som han havde let ved at sende i mål.
Efter pausen var det fortsat en jævnbyrdig affære, og med en scoring til hver side sluttede halvlegen 1-1, medens Gundersted altså vandt opgøret med 3-1. Daniel Fyllgraf stod for Gundersteds scoring, meden Kim Kildevæld var manden bag hjemmeholdets enlige mål efter pausen, da han fik bolden over stregen efter et hjørnespark.
Der var i begge lejre enighed om, at sejren var fortjent:
“De er kyniske på de chancer, de får, og vi havde mere travlt med at fokusere på, at de spillede hårdt”, siger FUIK-træner Jens Bojer, medens Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen er enig i, at hans hold havde kynismen i felterne, som gjorde sejren fortjent.
Hornum vandt i Aars
I Aars var Hornum på visit, og også her sluttede det med en sejr til udeholdet, da markedsbyens udvalgte kunne drage hjem med en sejr på 1-0 over kimbrerbyens rødklædte kæmper.
“Aars er mest på bolden, men vi kommer frem til mest, så derfor kan man godt argumentere for, at det var fortjent”, lød det efter kampen fra HIF-formand Johnny Nielsen.
Niclas “Siv” Sigvardsen stod for kampens enlige scoring, som blev sat ind på straffespark i anden halvleg.
Efter to spillerunder topper Gundersted puljen med 4 point - det samme som Hornum men med en målscore, der er én bedre. Aars ligger som nummer 3 og FUIK er på sidstepladsen - begge hold har et enkelt point efter uafgjort i deres indbyrdes opgør i premieren.
Aars U-19 føre sin pulje
I træningsturneringens næstbedste pulje, er der deltagelse af andetholdene fra Aars og FUIK, førsteholdet fra Vindblæs og U-19 holdet fra Aars.
Aars serie 4 havde fordel af hjemmebane i lokalopgøret mod FUIK og kunne trække sig tilbage med en sejr på 3-1.
Seniorerne blev dog overgået af de unge spillere på U-19 mandskabet, som kom hjem fra Vindblæs med en flot sejr på 5-1.
De to Aars-hold topper dermed puljen, hvor der kun er afviklet en enkelt spillerunde.
Aars-nederlag hos damerne
I damepuljen er der deltagelse af Aars, FUIK, Hornum, B52 og Støvring.
Lørdag eftermiddag skulle Aars-damerne forsøge at følge op på premieresejren over Hornum, da Støvring gæstede Sondrup Park.
Aars kom dog til kort og måtte se sig besejret med 3-1 af Støvring, som dermed topper puljen efter to spillerunder.
Pulje 3
I herrernes tredjeholdspulje kom Aars ud i lidt af et stormvejr, da holdet på udebane blev tromlet godt og grundigt af Hornum, som vandt så stort som 8-1.