Fodbold: Manglende kynisme i begge ender af banen.
Tekst: Per Lyngby
Normalt har Gundersted et godt tag på Thisted, men tirsdag aften var det dog thyboerne, som trak det længste strå, da de to hold mødtes på Lerpytter Stadion.
“Ja det gjorde de. Men havde vi været mere kyniske i begge felter, tror jeg bestemt, at udfaldet havde været anderledes. Allerede efter 30 sekunder havde vi en kæmpe chance. Minutter senere brændte vi en halv friløber. Og så skete det der ikke måtte ske: Vi blev fanget i en kontra på Lerpytterens store bane og de scorerde sikkert, og endda i undertal. Vi fik svaret hurtig igen. Et indlæg fra mig havnede hos Anders Munk, som dukkede op på bagerste stolpe og udlignede på et hovedstød. Vi fik bedre fat, men halvvejs får de frispark, og den blev flot krøllet ind uden chancer for en ellers velspillende Brændstrup i målet. Knap var vi kommet ud fra pauseteen, da de reelt lukkede kampen med deres 3-1 mål. Vi havde ikke mere at skyde med og afværgede kun uden selv at blive farlige. I overtiden scorede de til 4-1, hvorpå Jacob Brændstrup efterfølgende fik direkte rødt. Skidt før nogle yderst vigtige kampe forude”, siger Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen.
I næste runde venter en svær opgave mod Nibe, som efter en lidt svag start er kommet op i gear og på vej mod oprykning i klubbens 100 års jubilæumssæson. Kampen spilles på Freja Park i Gundersted fredag aften.