Fodbold: Der måtte endnu en gang et sent mål til for at sikre point fil Gundersted.
Af Per Lyngby
Lørdag spillede Gundersted på udebane mod Nørager-Rørbæk, som noget misvisende måtte nøjes med 2-2 i en kamp, hvor Gundersted aldrig rigtig kom i gang.
“Tja, det var nærmest tyveri ved højlys dag. Nørager sad på spillet kampen igennem. Vi kommer til pausen med 0-0 på en svær bane, som de håndterede bedst. I starten af anden halvleg bomber deres venstre back en kanon af sted og de kommer foran med 1-0. Vi prøver at presse på, men vi blir aldrig farlige i åbent spil. Men det var vi derimod på dødbolde. Skidt målmandsspil gør, at vi får udlignet ved Alexander Møller. Men det er stadigvæk Nørager, som er bedst med bolden. Og efter lidt tvivlsomt forsvarsspil fra vores side kommer de igen foran. Vi smider alt frem og får tildelt straffe efter et frispark. Kasper Haldrup scorer sikkert fra pletten. I slutfasen kommer dommeren lidt i fokus. Kenneth Haldrup får tildelt rødt kort, og en spiller fra Nørager et gult”, fortæller Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen.
Næste weekend gælder det hjemmekamp på Freja Park, hvor B52 fra Aalborg kommer på visit.