Fodbold: Lokalopgør blev afviklet på neutral bane onsdag aften.
Tekst: Per Lyngby
Onsdag aften mødtes Gundersted og Kvik-Aalestrup i serie 1. Kampen var flyttet til Aars kunststofbane, pga bedre lysforhold, og selv om det ikke var med hjemligt græs under støvlerne, var det Gundersted som kunne trække sig tilbage med en sejr på 2-1.
“Det var med lidt med betænkelige miner, vi stillede op til kampen, da hele 4 spillere var ude i forhold til Viborg-kampen. Måske var det grunden til, at første halvleg blev lidt en dødssejler. I forhold til de tidligere kampe, vi har spillet i efteråret, fik vi overladt alt initiativ - Kvik ville tydeligvis leve på omstillinger. Men vi magtede ikke at spille os til chancer, og vi holdte selv Kvik væk fra chancer. Så logisk 0-0 ved pausen. Kort inde i anden halvleg måtte Kristian Skriver udgå med en skade, men kort efter var tilbagevendte René "Nuggi" Petersen over en nedfaldsbold efter et hjørnespark og bragte os foran. Knap havde vi fået armene ned, før et perfekt indlæg fra Kviks kant ramte deres angriber til udligning. Derefter var der optræk til chancer i begge ender, men efter endnu et hjørnespark og klumpspil foran Kviks mål fik Kenneth Haldrup skovlet bolden i netmaskerne til 2-1. Til sidst satsede Kvik dog uden held. Desuden blev der debut til den 18 årige "young-star" Sebastian Vestergård, som virkelig gav prøver på sit talent. Så en god sejr på et velbesøgt Aars stadion”, lød det efter kampen fra Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen.
Med sejren rykker Gundersted op på rækkens andenplads med bare 3 point op til Løgstør på førstepladsen.
På søndag spiller Gundersted på udebane mod Ulbjerg, medens Kvik-Aalestrup lørdag har fordel af hjemmebane mod Højslev.