Fodbold: Efter en god åbning kom Nibe bedre med, og så sluttede topbraget 1-1.
Tekst: Per Lyngby
Der var dømt topkamp i serie 2 på Freja Park i Gundersted fredag aften, hvor ubesejrede Gundersted tog imod stormtropperne fra Nibe, som efter en dårlig sæsonåbner er ved at leve op til den favoritværdighed, som flere på forhånd havde tildelt i puljen.
Det var dog hjemmeholdet, som åbnede kampen bedst. Taktikken var klar: Nibe skulle overrumples og nærmest overfaldes, så de ikke fik tid og plads til deres spil. Og taktikken var tæt på at give fuld valuta, for indenfor de første 8 minutter havde Gundersted tre store chancer, som burde have resulteret i en komfortabel føring.
“Desværre gik det som i kampen mod Nørager, hvor vi går i stå efter at være kommet foran.Kenneth Haldrup bringer os på 1-0, men det bliver en sovepude for os. Vi overlader alt spil til Nibes hurtige spillere, og Niklas Schunk scorer flot til pausestillingen 1- 1, fortæller Mikkel Lindhardt Hansen til Lokaltindblik.
Efter pausen er det så hjemmeholdet, som kommer til at halse efter de hurtige Nibespillere. En taktisk ændring gjorde dog, at det lykkedes for Gundersted at flytte spillet længere væk fra eget mål. Det gav også muligheder i den anden ende af banen, hvor et indlæg til Alexander Møller gav en god mulighed, som imidlertid blev misbrugt.
“Så det endte 1- 1. Et okay resultat, men stadigvæk skuffende, at vi ikke lukker kampen i de første minutter”, slutter Mikkel Lindhardt Hansen.
Det uafgjorte resultat sender Gundersted op på puljens førsteplads med et enkelt points forspring til Nibe.