Fodbold: Gæsterne scorede i det første og det sidste minut, og så blev det 2-2.
Tekst & foto: Per Lyngby
Der er ikke kommet mange point på kontoen i serie 1 hos Gundersted på det seneste. I torsdags fik holdet udsat udekampen mod St. Restrup, som var corona ramte, men fredag aften var der mulighed for point, da Dronningborg kom på visit på Freja Park.
Og det blev da også til et enkelt point til hjemmeholdet, som dog burde have kendt deres besøgelsestid - så var det blevet til alle 3.
"Vi dummer os i det første og sidste minut. Dronningborg kommer foran efter 45 sekunder, men derefter dominerer vi kampen fuldstændig! Det havde ikke været ufortjent, hvis vi gik til pausen med en 5-1 føring. Men skarpheden svigtede. Til gengæld komme vi foran i 2-1 i anden halvleg - begge mål scoret af Rene Nuggi Petersen, og vi har igen mange chancer til 3-1, men det ender med at Dronningborg udligner ufortjent i det 93. min. Vi er skuffede, men spiller vel nok den bedste kamp i efteråret", lød det efter kampen fra træner Stefan Vestergaard Olesen.