Fodbold: Et bundholds lod er ofte, at marginalerne er imod dem.
Tekst: Per Lyngby
Efter en god kamp på udebane mod Viborg FF i serie 1, så det længe ud til, at Gundersted skulle komme fra domkirkebyen med 1 point. Men i sidste minut slog hjemmeholdet til og sikrede sig sejren på 3-2.
Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen mener nok, at det ene point burde være havnet i landsbyen i Vesthimmerland:
"Ja det synes jeg faktisk. Selvom vi er presset langt ned i nogle perioder, formår vi at blive farlige på flere omstillinger. Vi starter rigtig godt og kommer foran ret hurtig ved Daniel Fyllgraf. Og føler vi har ret godt styr på kampen. Selvom de har bolden meget, så behandler de den ikke videre godt på deres tørre kunststofbane. Vi får scoret igen kort før pausen ved Martin Vestergaard, hvor vi igen kommer ned bag deres bagkæde. Om det var scoringsrusen som sad i folk, der gjorde, at al opdækning gik fløjten vides ikke. Men de udlignede knap 2 minutter efter vores føringsmål. Anden halvleg blev som første, dog pressede de endnu mere på. At de så skulle score i kampens sidste minut efter et hjørnespark var en kold spand vand i hovedet på os", siger Mikkel Lindhardt Hansen.
Med nederlaget ligger Gundersted isoleret i bunden med bare et enkelt point på kontoen.