Fodbold serie 1: I foråret vandt thyboerne med 7-1 i Farsø, og søndag eftermiddag blev det til en ny ydmygelse af FUIK, da Thisted FC hjemme vandt med hele 7-0.
Af Per Lyngby
I sidste weekend drog Gundersted til Thy og vandt med 2-1. Det skulle spillerne fra FUIK forsøge at gøre efter, da de søndag drog til Thisted til en kamp, som havde størst betydning for hjemmeholdet, som fortsat kan blande sig i oprykningskampen. FUIK til gengæld er i behørig afstand af bunden, og havde derfor ikke meget mere end æren at spille for.
Æren blev dog ikke reddet denne søndag på Lerpytter Stadion - tværtimod. Kampens sidste fløjt var formentlig en befrielse for vesthimmerlændingene, som blev ydmyget godt og grundigt af et velspillende hjemmehold, som vandt så stort som 7-0.
FUIK's nederlag betyder også, at Thisted fortsat ligger i baghjul af Viborg Søndermarken og Gundersted, som topper rækken, medens Thisted blot er et enkelt point efter og således lurer på, om konkurrentene skal snuble på målstregen.
I den kommende weekend skal FUIK igen til Thy. Denne gang gælder det en kamp mod et hold fra den anden ende af tabellen, nemlig allerede nedrykningsdømte Hurup.