Fodbold: Efter en svag start er FUIK’s fodboldherrer kommet i gang i serie 2.
Tekst & foto: Per Lyngby
Det var en direkte duel om, hvem der skulle hænge på Gundersted i toppen, som udspillede sig på Farsø Stadion søndag eftermiddag, hvor hjemmeholdet tog imod St. Restrup. Før kampen lå de to hold med samme pointtal i tabellen.
Det blev en ganske underholdende kamp, hvor man specielt i anden halvleg bemærkede, at varmen også spillede med denne dag.
FUIK kom foran med 1-0 ved Kristoffer Nørgaard, men inde pausen havde St. Restrup udlignet, og kort inde i anden halvleg bragte gæsterne sig også i vinderposition med scoringen til 2-1. Der skulle et tvivlsomt straffespark til, for at bringe FUIK tilbage i kampen. Lasse Jensen faldt i feltet i en ganske ufarlig situation, som dog blev vekslet til noget mere farligt, da dommeren fløjtede og pegede på 11-meter pletten. Scott Jensen omsatte straffesparket i scoring og udligning, og herefter bølgede spillet frem og tilbage - med FUIK mest på bolden men St. Restrup i farlige omstillinger.
Kristoffer Nørgaard havde chancen for at score i fri position men ramte bolden urent og den strøg forbi målet. I den anden ende diskede målmand Nicklas Finnerup op med en flot redning, da han gik ud og blokerede en fri Restrup-spiller.
Lasse Jensen forsøge med et par opportunistiske afslutninger at overliste gæsternes målmand, men der skulle et flot samarbejde mellem de to FUIK-målscorere til, før den afgørende scoring faldt. Kristoffer Nørgaard spillede elegant Scott Jensen fri i dybden, og den teknisk velfunderede spiller tippede lige så elegant bolden over den fremstormende målmand og i nettet.
Med sejren sidder FUIK nu alene på andenpladsen med 3 point op til Gundersted på førstepladsen.