Fodbold: Blandet start for de lokale hold i serie 2.
Af Per Lyngby
Strandby tyvstartede i sidste uge med en premieresejr i serie 2 over Nørager-Rørbæk.
Søndag aften spillede Gundersted på hjemmebane mod Ulbjerg, som kunne drage hjem med en sejr på 3-1 i en kamp, hvor personlige fejl blev dyre for Gundersted.
FUIK havde også fordel af hjemmebane i deres første kamp, hvor Doense-Vebbestrup var på besøg. Specielt i første halvleg havde FUIK godt greb om spillet, hvilket blev udnyttet til at score to gange. Først ved Scott Jensen og derefter Kristoffer Nørgaard. I begge tilfælde var det Nicklas Brøndum, som stod for oplægget med gode indlæg fra højrekanten. Efter pausen fik FUIK vinden imod sig, men forsvaret stod godt og sikrede sejren på god disciplin.
Lørdag eftermiddag skal Aars i kamp mod netop FUIK, som gæster Aars Stadion. Fredag aften spiller Gundersted i Doense, og søndag spiller Strandby på udebane i Ulbjerg.