Lørdag d. 21. juli 2018 - Årgang 13

FUIK sikrede sejren i sidste minut

15-04-2018

Fodbold: Søndag kom FUIK's spillere også i gang med sæsonen i serie 2.

Tekst: Per Lyngby

Selv om klubben råder over en kunststofbane, har forskellige omstændigheder betydet, at FUIK's fodboldspillere i serie 2 ikke har været i aktion i de to første spillerunder.

Det faktum blev der rådet bod på søndag, hvor FUIK drog til Hadsund, som også skulle i aktion for første gang i foråret.

"Spillet bølgede frem og tilbage de første 20 minutter. Vi kommer bagud efter 11 minutter efter et frispark, som vi ikke får clearet væk Det ender med, at de kommer først på bolden og header den ind. Midt i halvlegen tager vi over, hvor vi holder godt fast i bolden og får sat flere gode chancer i scene. Det sidste mangler dog lige til at fuldende tingene. Den halve time rundet dukker Rene Hansen op i feltet efter et godt indlæg fra Mikkel Mortensen, og så står det 1-1. Vi holder de gode takter halvlegen ud uden dog at få scoret yderligere", fortæller FUIK-træner Jens Bojer.

Træneren og spillerne får sig lidt af en forskrækkelse i starten af anden halvleg, hvor Hadsund får en gigantisk mulighed for at score - men fra 1 meters afstand bliver der afsluttet over mål.

"Vi kommer ikke rigtig ud og sætter os på tingene efter pausen. Spillet foregår meget mellem felterne. Vi har muligheder efter nogle standarder, bl.a. et hovedstød på stolpen af Rene Hansen. I tillægstiden får vi et frispark, som vi sender i feltet og her bliver der kamp om bolden, som til slut havner for fødderne af Mikkel Tejlgaard, der  klasker den ind til en vigtig sejr. En meget lige kamp som, retfærdigvis måske skulle have endt uafgjort. Vi havde dog den sult og tro kampen igennem på at tingene ville gå vores vej, som sikrer os en lækker premieresejr", slutter Jens Bojer.

FUIK skal allerede i kamp igen onsdag aften, hvor der på hjemmebane gælder årets første lokalopgør, som står mod Hornum.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!