Fodbold: Topholdet Gundersted måtte nøjes med det ene point i Farsø og kan dermed miste sin førsteplads til Tjele Vest.
Tekst: Per Lyngby. Foto: Thomas Lyngby.
Lørdag eftermiddag var der lagt op til fest på Farsø Stadion. FUIK’s Venner fejrede 40 års jubilæum med reception i klublokalet, og på grønsværen var der dækket op til klassisk lokalbrag i serie 2 mod Gundersted. Alt sammen noget, som havde samlet mange mennesker på stadion denne lørdag eftermiddag.
“Vi startede kampen med 5 minutters nervøsitet, som heldigvis blev afløst af en god arbejdsindsats i første halvleg, hvor overskriften var, at vi skulle steppe dobbelt op i forhold til den seneste hjemmekamp mod Kvik-Aalestrup. Det synes jeg, vi gjorde. Vi kom dog bagud efter ca. 25 minutter i en periode, hvor vi ellers var i kontrol og var 5 mod 2 bagude. Vi kom os hurtigt og tog greb om kampen igen. Efter et klasseangreb, hvor vores to fine teknikere Scott Jensen og Christian Kurinow kombinerer, finder førstnævnte Kurinow i frirummet, og han scorer sikkert.. Efter pausen forsøger vi at vinde kampen og er i et par omgange i overtal. Vi får også kreeret 3-4 store muligheder, bl.a. ved Rene “Gamle” Hansen, men gæsternes keeper redder på mirakuløs vis, og han må være deres man of the match, da han har 4 klasseredninger kampen igennem”, lød det efter kampen fra FUIK-træner Svend Åge Nielsen, som netop har forlænget aftalen med klubben med endnu en sæson.
Svend Åge Nielsen er tilfreds med, at spillerne fik vist noget gejst og fightervilje kampen igennem efter sidste weekends sløje indsats. Og så er han særdeles tilfreds med den flotte ramme, som FUIK’s Venner fik skabt om kampen med deres jubilæum, hvor der blev set fodbold og udvekslet anekdoter fra de gode gamle dage.
I næste runde skal FUIK møde Ulbjerg på udebane, medens Gundersted spiller hjemme mod St. Restrup.