Fodbold: FUIK stadig ubesejret i serie 2, medens Ranum-Overlade-Vester Hornum fortsat er uden point i serie 3.
Tekst: Per Lyngby
I sæsonpremieren viste FUIK skarphed i de afgørende situationer, da Aars blev besejret med 4-2, men fredag aften var skarpheden væk, da holdet på udebane mødte Terndrup i serie 2.
Kampen sluttede 1-1, efter at Simon Thrige havde bragt FUIK foran med 1-0. Resultatet var ikke et udtryk for spillets fordeling og antallet af chancer til de to hold, hvis man spørger i FUIK-lejren:
“Nej, vi står med en ærgerlig følelse efter den kamp. Vi var ikke skarpe nok foran kassen - trods mange muligheder. De scorer på det, det der nærmest er deres eneste chance i en kamp, som blev spillet under utrolig svære vilkår, hvor der bestemt ikke var lagt op til teknisk fodbold”, sagde FUIK-træner Rudi Møller efter kampen.
I serie 3 var der lokalopgør på Sondrup Arena i Aars, hvor oprykkerne fra Ranum-Overlade-Vester Hornum var på besøg. Den kamp vandt Aars med 3-1 på mål af Laust Norup, Mads Kristensen og Jeppe Hald Jensen.