Fodbold: Med to sejre i træk har holdet kæmpet sig væk fra bunden.
Tekst: Per Lyngby
Det var mere intenst og dramatisk end det var godt fodboldspil, som tilskuerne blev vidne til på et solbeskinnet Farsø Stadion lørdag eftermiddag. Her vandt FUIK sin anden sejr på stribe i jyllandsserien, da Lemming blev slået med 2-1 efter 0-1 ved pausen.
En uskøn første halvleg bød på et enkelt mål, da Lemming scorede på hovedstød efter godt 20 minutters spil. FUIK bød ikke ind med meget, men burde have scoret, da Tobias Finnerup fik en friløber, som dog ikke blev omsat i mål.
Efter pausen startede FUIK godt, og det var tæt på efter en klassisk dødboldsituation, hvor afslutningen dog blev sendt over mål. Herefter gik kampen lidt i stå - FUIK virkede låste i deres opspil, og gæsterne kom frem til et par muligheder. Vendepunktet kom, da dommeren begyndte at dele gule kort ud. Først til FUIK's Lassen Jensen, som havde fået hipsterskægget barberet væk, og så var det let for dommeren at høre brokkerierne fra FUIK-angriberen, som fik 10 minutters pause på bænken. Dermed begyndte det at se svært ud for hjemmeholdet, men da en Lemmingspiller også fik gult for en grim tackling bagfra, var holdene igen talmæssigt lige. Og det blev de også målmæssigt på det efterfølgende frispark, som Jeppe Nyby sendte over i modsatte hjørne, medens gæsternes målmand så lidt skidt ud i sit indgreb.
Kort efter måtte endnu en af gæsternes spiller ud med gult - da han verbalt overfusede en modstander i dommerens påhør. Så var FUIK pludselig i overtal, og holdet jagtede den afgørende og vigtige scoring. Den kom, da Scotte Magnus Jensen sendte et perfekt indlæg ind i feltet, hvor Lasse Jensen var tilbage, og denne gang lod han pandebrasken tale: 2-1 til FUIK, som herfra kørte sejren i hus uden for alvor at blive truet af gæsternes offensiv.
Med sejren konsoliderer FUIK sin placering midt i rækken, og det kan for alvor komme til at se lyst ud, hvis de også kan hente 3 point i den næste hjemmekamp mod Helsted om en uge.