Fodbold: Topholdet Aalborg Freja besejrede begge de lokale hold klart.
De to lokale hold i serie 1, Kvik-Aalestrup og Gundersted, har indenfor de seneste dage haft fornøjelsen af at møde topholdet Aalborg Freja, som i begge tilfælde viste sig at være en særdeles ubehagelig modstander.
Kvik-Aalestrup drog til Aalborg for at forsøge at drille topholdet, som dog ikke viste særlig stort gæstfrihed og sejrede med sikre 4-0.
Meget bedre gik det ikke for Gundersted, som tirsdag havde besøg af holdet fra Aalborgs vestby, som måske følte sig godt tilpas på det vesthimmerlandske stadion, der bærer navnet Freja Park. Aalborg Freja kunne nemlig drage hjem med en sejr på 4-0.
Kvik-Aalestrup er sikret endnu en sæson i rækken, medens Gundersted med to runder tilbage skal forsøge at kæmpe sig op på pladsen som tredjesidst, der giver en play off kamp om en plads i serie 1 til efteråret. Et ikke ukendt scenarie for Gundersted, som i efteråret var ude i en tilsvarende kamp mod Hornum, som de vandt.