Fodbold: Intet er afgjort forud for de sidste to spillerunder.
Tekst: Per Lyngby
Strandby IF og Aars IK's andethold er havnet i en pulje i serie 3, som er uhørt tæt. Med to spillerunder tilbage kan de fleste af holdene i puljen ende som såvel oprykkere som nedrykkere.
Weekendens kampe gav ingen afklaringer, da Aars besejrede Skals med 3-1, medens Strandby leverede et flot come back mod Doense-Vebbestrup og reddede sig uafgjort 2-2. Morten Møller og Rasmus Poulsen med 2 mål sørgede for Aars-sejren, medens Mike Bunde og den spillende træner, Niels Greth, med to mål i slutfasen sikrede et vigtigt point til Strandby.
Resultaterne betyder, at Aars er på andenpladsen, medens Strandby ligger tredjesidst, men med blot 2 point op til førstepladsen.
Alt er således på spil forud for de to sidste spillerunder, hvor Aars mangler topholdet Doense-Vebbestrup og Borup, medens Strandby skal møde Borup og Ulbjerg.