Fodbold: Ubesejret tophold blev sendt hjem med et nederlag på 0-4.
Tekst & foto: Per Lyngby
Ingen scoringer i de tre seneste kampe og i sidste uge et nederlag på 0-6 i Herning med en sidsteplads i jyllandsseriepuljen til følge. Dertil en modstander, som kom til Farsø uden nederlag og med status af tophold.
Det var de barske kendsgerninger, da FUIK løb på banen til hjemmekampen mod landsbyklubben Ølstrup, som ligger ved Ringkøbing.
Træner Rudi Møller havde op til kampen lagt vægt på, at holdet skulle finde den gode moral frem efter nedsmeltningen i Herning. Fællesskabet og troen på egne evner skulle stå sine prøve.
Og fra første fløjt var det et tydeligt tændt og motiveret FUIK-hold. Allerede på det første angreb blev der afsluttet mod mål, men målmanden fik reddet. I den anden ende var Ølstrup tæt på med et hovedstød, som sneg sig forbi den ene stolpe, og inden kampuret havde rundet det 5 minutter havde FUIK endnu et godt forsøg, som sneg sig lige forbi mål. Ingen kunne være i tvivl om, at denne kamp ikke ville ende målløs.
Første scoring kom efter et kvarters spil, hvor Lasse Jensen kom til baglinjen og lagde et perfekt fladt indlæg, som i første omgang blev afværget, men bolden faldt ned tæt under mål, hvor unge Jason Poulsen kom højst og headede FUIK i front. I det hele taget havde FUIK godt fat i højresiden, hvor oplægget også kom fra ved 2-0 scoringen. Denne gang kom Jeppe Nyby først på bolden, som han fik drejet forbi målmanden. Da var der spillet 40 minutter, og i halvlegens sidste minut gentog Jeppe Nyby kunststykket - igen efter et skarpt indlæg fra højre side. Ølstrup havde en del spil i første halvleg og havde også et par skarpe afslutninger, som Nicklas Finnerup i begge tilfælde fik afværget. I det ene tilfælde blev der scoret på riposten, men målet blev annulleret for off side.
Med 3-0 ved pausen var der meget positivt at tale om i omklædningsrummet for FUIK, som da også kom stærkt ud til anden halvleg. Der var bare spillet 3 minutter, da bolden blev erobret midt på banen og omsat i en dyb stikning til Lasse Jensen, som flot udplacerede målmanden.
Resten af halvlegen overlod FUIK spillet til Ølstrup, som havde bolden meget men aldrig for alvor formåede at true FUIK-målet. Det blev til et par behjertede langskudsforsøg, men ellers havnede de fleste indlæg bag mål eller i næverne på Nicklas Finnerup.
Et forløsende jubelbrøl lød, da kampen blev fløjtet af, og FUIK har fået nyt håb i puljen, hvor det er blevet til 5 point i 5 kampe. I næste runde venter Helsted Fremad på udebane.