Søndag d. 17. februar 2019 - Årgang 14

Forårsklassiker kommer helt til Løgstør

29-01-2019

Arrangørerne af GP Himmerland Rundt arbejder nu på højtryk med planlægningen af årets udgave af det professionelle cykelløb, der i år kommer rundt til det meste af kommunen.

I år er det 9. gang GP Himmerland Rundt afvikles, og løbet er efterhånden er blevet en dansk forårsklassiker.
Til dette års udgave er der lagt op til flere ændringer af løbet.

”Vi har valgt at ændre ruten i år, så vi kommer endnu mere rundt i hele Vesthimmerlands Kommune. Der er start i Aars, hvorefter der køres en 5,3 km lang masterstart, hvorefter løbet gives frit. Forude venter 200 km og 1.300 højdemeter”, fortæller ruteansvarlig Thomas Just og fortsætter:

”Vi bevarer de fleste grusvejsstykker, så det skal nok blive spektakulært. Ændringen består derfor i, at vi nu kommer rundt til endnu flere byer og landsbyer, hvorefter vi slutter med 7 afsluttende omgange omkring Aars”.

Ændring af termin

Tidspunktet for løbet er også blevet ændret, oplyser løbsdirektør Mogens Kristensen.

”Vi har været ramt af dårligt vejr gennem flere år, og derfor har vi ønsket at få flyttet løbet til maj. Vi har fået tilladelse af UCI (Den internationale cykelunion) til at afvikle løbet lørdag den 4. maj, hvilket vi er yderst tilfredse med”.

Ændringen af terminen har derudover haft den fordel, at GP Himmerland Rundt ikke er i konkurrence med så mange andre løb i Europa på denne dag. Det har medført, at arrangørerne har modtaget usædvanligt mange ansøgninger om at få lov til køre løbet.

”Vi er nu ved at indgå de sidste aftaler om deltagelse, men vi kommer til at skuffe rigtig mange europæiske teams. Til gengæld kommer vi til at præsentere det bedste felt nogensinde”, smiler Mogens Kristensen.

De deltagende teams vil blive offentliggjort i de kommende uger.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!