Fodbold: Højslev blev slået med tenniscifre på Freja Park.
Tekst: Per Lyngby
Der har ikke været meget at juble over i Gundersted i dette forår, hvor fodboldherrerne i serie 1 kun har hentet et enkelt point. Indtil fredag aften.
Aftenens modstander var Højslev, som kom til Gundersted med 4 point på kontoen, så en hjemmesejr var tvingende nødvendig, hvis ikke brumbassernes vinger skulle stækkes i kampen for at sikre overlevelse i rækken.
Og hjemmeholdet var flyvende, trods en famlende indledning, hvor man var gavmilde i forsvaret og lod gæsterne få to friløbere, som målmand Rasmus Køhrsen dog afviste, hvilket var med til at gøre ham til “man of the match” efterfølgende.
Søren Munk åbnede ballet for Gundersted efter at være spillet fri på en dyb stikning. Højslev fik ganske vist udlignet, men inden pausen havde Sebastian Vestergaard med to scoringer sikret en 3-1 føring til værterne. Der kom lidt fornyet spænding i kampen, da Højslev reducerede til 2-3, men med god hjælp fra Højslevs målmand fik Anders Munk scoret til 4-2, og til slut var det så Rene “Nuggi” Petersen som med to scoringer sikrede sætsejren på 6-2.
Med forårets første sejr bevæger Gundersted sig op på 6. pladsen, og kan holdet fortsætte de gode takter, vil der ligge flere point og vente på holdet.