Fodbold: Hjemmekampen mod TRIF sluttede 0-1.
Tekst & foto: Per Lyngby
Søndag eftermiddag havde FUIK's fodboldherrer i jyllandsserien besøg af TRIF fra Djursland, som kom til Farsø med en dugfrisk sejr fra deres midtugekamp.
I første halvleg lignede hjemmeholdets spiller nogle, som havde været lidt rigeligt til Farsø Fest i de seneste dage. Spillet hang ikke sammen, lette afleveringer blev gjort svære og bolde blev smidt ud over sidelinjen i situationer, hvor spillerne nærmest ikke var under pres. Det meste af spillet foregik på FUIK's banehalvdel, og det var yderst sjældent, at værterne nærmede sig gæsternes mål. TRIF var dog heller ikke særlig skarpe, men en enkelt stor chance blev det til, hvor Nicklas Finderup måtte afværge med en flot redning. 45 minutter, hvor FUIK var det næstbedste hold på banen.
Efter pausen fortsatte mønsteret fra første halvleg, men midt i halvlegen fik FUIK fremtvunget deres første hjørnespark i kampen, og det vendte for en stund billedet. Hjørnesparket blev afviklet med en indøvet detalje, som bragte Lasse Jensen fri til skud midt for mål, men desværre for ham og FUIK ramte skuddet direkte ind på målmanden, som fik halvklaret, og riposten blev ikke udnyttet. Den gode chance blev startskuddet til en periode på små 20 minutter, hvor det blev til flere gode FUIK-muligheder, som dog alle blev ved lige ved og næsten. Gæsterne kom igen bedre med i spillet, og de scorede det afgørende mål, da et indlæg fra venstre side blev flugtet flot i nettet. I kampens sidste minut havde Mikkel Tejlgaard en god mulighed, da han blev spillet fri i venstre side, men forsøget sneg sig forbi den fjerneste opstander.
Spillemæssigt var det ikke nogen stor kamp af FUIK, som dog kunne have fortjent det ene point på baggrund af de store chancer, de tilspillede sig efter pausen. Nu ligger holdet næstsidst med 2 point efter 4 kampe og har fortsat efterårets første sejr til gode.
På lørdag skal holdet til det midtjyske for at møde Herning Fremad.