Håndbold: Angrebet var fraværende, da holdet tabte til Skovbakken.
Tekst: Per Lyngby
I sidste weekend kunne Farsø KFUM HK’s damer i 2. division drage hjem fra Aarhus med en sikker sejr over ASA.
Søndag gik turen igen til Aarhus, men denne gang fik vesthimmerlændingene selv kærligheden at føle, da Skovbakken uden problemer kørte en sejr på 25-15 i hus. Som resultatet antyder, var det specielt i angrebet, at Farsø havde problemer. Holdet var hæmmet af flere afbud og skader, hvilket var tydeligt fra kampens start. Trods en rigtig god arbejdsindsats i forsvaret, som voldte IK Skovbakken problemer, var der ikke meget, som lykkedes for Farsø i den anden ende af banen. Farsø var bagud fra start til slut i kampen.
Kampen gav comeback til Michelle Nielsen, som var tilbage på holdet efter barsel.
Skovbakken er 2. hold til ligaholdet FC Aarhus, som Farsø får fornøjelsen af at møde om en måneds tid i pokalturneringen. Utvivlsomt en hård opgave, hvor Farsø i det mindste har fordel af hjemmebane.