Fodbold: FUIK vandt anden kamp i træk, da Nørager-Rørbæk blev slået 3-0.
Med et smukt mål i begyndelsen af anden halvleg cementerede Scott Jensen FUIK’s hjemmesejr på 3-0 over Nørager-Rørbæk. Dermed blander FUIK sig for alvor i topstriden, medens gæsterne blev efterladt i bunden uden point.
Scott Jensen afdriblede 4 mand i et smukt sololøb, inden han med en følt yderside lagde bolden over gæsternes målmand og i nettet, hvorefter medspillerne jublende kastede sig over deres holdkammerat, som med den scoring leverede kampens flotteste detalje.
Den teknisk velfunderede midtbanespiller havde også noget, han skulle have revancheret, efter at han allerede i kampens indledning brændte et straffespark. Heldigvis for ham var Christian Kurinow over riposten og scorede. Kurinow blev dermed dobbelt målscorer, da han også sørgede for scoringen, som sikrede hjemmeholdet en føring på 2-0 ved pausen. Generelt havde FUIK godt styr på spillet og kom også frem til flere gode muligheder, medens gæsterne i et par tilfælde viste tænder med nærgående forsøge, det ene prellede af mod roden af stolpen, medens det andet strøg lige forbi mål.
I anden halvleg flød spillet ikke helt så godt som i første, men ud over scoringen havde FUIK flere fornuftige afslutninger, medens Nørager-Rørbæk ikke formåede at true FUIK-defensiven - heller ikke i overtal, da Karsten Kærgaard var ude med gult kort.
Sejren bringer FUIK op på puljens andenplads med 7 point. Gundersted topper med maksimumpoint 9, og Nibe er lige i kølvandet med 6 point.
Mandag er der lagt op til et spændende topbrag, når FUIK gæster Nibe Stadion.