Fredag d. 18. oktober 2019 - �rgang 14

Dramatisk håndboldpremiere i Farsø

17-09-2019

Håndbold: Med et mål 3 sekunder før tid vandt Farsø over Aars i damernes 2. division.

Tekst og foto: Per Lyngby

I sidste sæson hentede Farsø KFUM HK to meget vigtige sejre i lokalopgørene mod Aars - sejre som sikrede, at Farsø forblev i rækken.

Dermed er der lagt op til nye lokalopgør i denne sæson, og det første blev spillet allerede tirsdag aften, hvor Aars med den nye træner, Jannie Lynge Johansen, gæstede Dronning Ingrid Hallerne til en spændende sæsonpremiere.

Og spændende og dramatisk blev det,

Aars scorede kampens første mål, men herefter overtog hjemmeholdet taktstokken og bragte sig foran med 7-2 - ikke mindst fordi Aars-spillerne virkede nervøse og lavede mange fejl, som førte til hurtige kontrastød i den anden ende af banen. Midt i halvlegen begyndte hjemmeholdet også at få problemer med at score, bl.a. blev der brændt et straffekast, og stille og roligt halede Aars ind, så hjemmeholdets føring ved pausen var reduceret til to mål: 16-14.

Også i anden halvleg brændte Farsø straffekast på en velspillende Aars-keeper. Efter et kvarters spil er Farsøs føring skrumpet ind til et enkelt mål, og ved 21-22 bragte Aars sig også foran og virkede til at have momentum, medens Farsø havde svært ved at bryde igennem et godt kæmpende forsvar. Det fik træner Kristian KP Pedersen til at foretage en taktisk ændring, hvor man gik over til at mandsopdække en af bagspillerne fra Aars, samtidig med, at man tog målmanden ude i angrebene og spillede 7 mod 6. Modtrækket fra Aara var at sende bagspilleren ind på stregen. Herefter fulgtes holdene ad scoringsmæssigt, og da Farsø endelig fik scoret på straffekast blev der udlignet til 25-25, hvilket blev indledningen til en hektisk slutfase. Ved 26-26 var det Aars, som brændte straffekast med lidt over 2 minutter tilbage, og trods en spiller i undertal reddede hjemmeholdet stormen af og sikrede sig endda sejren med en scoring fra fløjen blot 3 sekunder før slutsignalet.

Stor jubel i Farsø-lejren og tilsvarende skuffelse hos Aars, som godt kunne have fortjent det ene point i en intens og dramatisk håndboldkamp, som gav det store publikum god underholdning.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!