Farsø-Ullits IK og Gundersted-Vegger laver fælles damehold.
Tekst og foto: Per Lyngby
Efter at have følt hinanden lidt på tænderne de seneste uger, har fodboldklubberne FUIK og Gundersted-Vegger nu besluttet at tilmelde fælles hold til forårets turnering.
Da begge klubber skulle stille op i Jyllandsserien, har man valgt at trække det ene hold og i stedet tilmelde et andethold i serie 2.
FUIK’s formand, Kim Nyby, fortæller, at begge klubber og alle spillere er positive overfor ordningen, som er en nødvendighed, da det kniber med at mønstre damespillere nok i klubberne hver for sig.
Damespillerne har allerede trænet sammen gennem nogen tid, og nu fortsætter samarbejdet i mere formaliseret form. Der bliver en logistisk opgave i at få tilrettelagt træning og kampe, som kommer til at ske i de involverede klubber på skift under ledelse af den hidtidige Gundersted-Vegger-træner, Jørn Rask, som nu så småt skal til at overveje, hvilket klubnavn han skal råbe, når spillerne skal coaches frem til sejr.