Fredag d. 18. oktober 2019 - �rgang 14
Rene “Nuggi” Petersen bidrog med et hattrick, da Nibe blev slået i egen rede.

Brumbasserne stak 6 gange

06-10-2019

Fodbold: Blamagen mod Løgstør blev hævnet mod Nibe, som blev slået med 6-1.

Tekst: Per Lyngby

Man skal ikke undervurdere en tirret brumbasse. Det måtte Nibe, med tilnavnet De grønne ørne, konstatere, da de hjemme tog imod brumbasserne fra Gundersted til topkamp i serie 1. Seks gange stak hummelbierne og efterlod ørnene tilbage på valen med et nederlag på 1-6 i egen rede.

Dermed fik Gundersted flot oprejsninger efter 0-7 nederlaget hjemme til Løgstør. Et nederlag, som helt sikkert har gjort ondt langt ind i Gundersted-sjælen. Men også et nederlag, som fik skabt en trods-reaktion fra træner og spillere, som havde ventet en hel uge på at vise, at holdet er bedre end det nederlag antyder.

Det kom altså til at gå ud over Nibe. Samtidig fik Gundersted også revanche for de to klubbers opgør tidligere på sæsonen, og ydermede overtog Gundersted førstepladsen fra nibenitterne, som nu også kan mærke Løgstørs tunge ånde i nakken.

Træner Kristian Skriver så frustreret til fra sidelinjen i den forrige kamp, men var selv med fra start i Nibe, hvor han lagde op til Rene “Nuggi” Petersens mål, som indledte festen. Nibe fik udlignet, men Rene Petersen og derefter Patrick Borup sørgede for en føring på 3-1 til Gundersted. Søren Munk gjorde det til 4-1 på straffe, og Thomas Trend Poulsen scorede til 5-1, inden “Nuggi” fuldendte sit hattrick og ydmygelsen af Nibe med målet til 6-1.

I næste runde spiller Gundested hjemme mod Hanstholm, som efter en god start på sæsonen er gået lidt i stå resultatmæssigt. Holdet kommer til Freja Park for at revanchere et stort nederlag på 2-7 fra de to klubbers første møde, hvor Gundersted scorede alle 7 mål i en vanvittig første halvleg.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!