Blære/Hornum tog onsdag aften i mod IK Vest i den anden kamp efter julepausen. Gæsterne fra Ranum havde et smalt nederlag med fra kampen mod Aalestrup, hvorimod Herrerne fra Hornum vandt deres første kamp overbevisende efter flot spil over hele linjen.
Blære/Hornum stillede således op som favoritter, og der gik heller lang tid før de var komfortabelt foran. I angrebet fik de bolsjestribede fra Hornum rig lejlighed til at prøve aftaler af, og forsvaret stod også godt imod. Derfor kunne hjemmeholdet gå til pause med en føring på intet mindre end 22-7
I anden halvleg faldt holdet fra Ranum helt sammen og det blev et sandt stormløb mod deres mål. For Blære/Hornum betød det lidt for meget fokus fremad, hvilket førte til en del flere mål til modstanderne end de måske burde have haft. Med de mange løb op ad banen faldt koncentrationen også i afslutningerne, så det blev lidt rodet til sidst.
Kasper Brændstrup leverede adskillige flotte detaljer igennem kampen, og holdets nye spiller, Kristoffer Mortensen, viste eksempler på sine kvaliteter som en farlig gennembrudsspiller.
Kampen endte fortjent 41-21 til Blære/Hornum, der nu deler duksepladsen i rækken med en målscore på +35 for to kampe. Næste kamp er på hjemmebane i Hornumhallen den 25. januar mod Rønbjerg U&IF.