Fodbold: Strandby kan slutte i begge ender af tabellen.
Tekst: Per Lyngby
Når der på lørdag kl. 13.30 fløjtes op til de sidste kampe i serie 3 pulje 29, vil de forskellige hold formentlig have kontakter til de stadions, hvor de andre hold spiller. For alt er simpelthen på spil i denne dynamitpulje, hvor intet er afgjort før det sidste fløjt har lydt lørdag lidt over klokken 15.
Hvis resultaterne arter sig, kan de tre øverste hold, Doense-Vebbestrup, Aars og Øster Hornum bliver overhalet af holdene på 4.-5. og 6. pladsen: Rosendal, Borup og Strandby, som alle kan slutte på 21 point og efterlade de nuværende førerhold med 20 point hver…...
Scenarierne er så mange og så komplicerede, at det vil være umuligt at beskrive dem her - sportsredaktionen på Lokaltindblik.dk vælger simpelthen at lade fødderne tale på lørdag, når tingene bliver afgjort.
Det ligger fast, at Aars, som p.t. besætter andenpladsen, er fri af nedrykningsfare og står med gode chancer for at slutte som nummer 1 eller 2. Men det kræver en sejr i sæsonens sidste kamp mod Borup, som kan smutte forbi Aars med en sejr. Aars havde i denne weekend muligheden for at erobre førstepladsen fra Doense-Vebbestrup i de to klubbers indbydes møde, men måtte nøjes med 1-1 på et mål af Rasmus Poulsen, som udlignede Doenses pauseføring.
Strandby kunne med en sejr i Borup komme på pointhøjde med Aars og Doense før sidste spillerunde, men holdet måtte se Borup udligne Anders Hansens føringsmål i overtiden. Et mål, som kan blive dyrt for Strandby, som med et nederlag i sæsonens sidste kamp hjemme på Bachtown Arena mod Ulbjerg kan risikere at slutte på en direkte nedrykningsplads.
For at gøre de komplicerede muligheder endnu mere komplicerede, er der på grund af udtrækninger i serie 2 mulighed for, at hold på andenpladsen i serie 3 kan rykke direkte op, medens hold på 7. pladsen også kan redde sig via play off.
Hvilke hold, det kommer til at gælde, ved man først, når alle de jyske serie 3 puljer er færdigspillede.
Løgstør, som spiller i en anden serie 3 pulje, er fri af alle disse spekulationer, da holdet med et nederlag på 1-4 mod Øster Sundby må anses for at rykke ned fra puljens sidsteplads.