Fodbold: De vesthimmerlandske lokalopgør har været guf for Aars, som lørdag sikrede sig 3 vigtige point mod Strandby.
Tekst: Per Lyngby
Lørdag eftermiddag stod der vigtige point og masser af prestige på spil, da Aars på hjemmebane tog imod oprykkerne fra Strandby. En vinder i dagens opgør ville med stor sandsynlighed sikre sig eksistensen i rækkende, medens en taber måtte se frem til sidste spillerunde med neglebidende spænding.
Med en sejr på 2-0, er det Aars som kan gå ind til sæsonens sidste kamp med de bedste nerver - et enkelt point mod bundholdet Fjerritslev vil være nok til at holde holdet definitivt væk fra de tre nederste pladser. Strandby kan måske også nøjes med et enkelt point og vil være sikret helt, hvis de vinder deres hjemmekamp mod Aalborg KFUM.
Lørdagens kampe var lige og intens, men med hjemmeholdet som det skarpeste, hvilket blev afgørende.
“På papiret kunne det sagtens blive en kamp, hvor nerverne ville spille et puds. Heldigvis blev det på ingen måde tilfældet, selvom det bestemt heller ikke blev den mest seværdige fodboldkamp på Aars stadion. For vores eget vedkommende sad nerverne på intet tidspunkt uden på trøjerne, tværtimod havde vi alle en rigtig god fornemmelse, da vi gik på banen, i det vi i de sidste par kampe har spillet godt. Og vi startede da også bedst i kampen mod Strandby, hvor vi kørte bolden godt rundt, og pressede dem fint på deres banehalvdel. Men en kamp består jo altid af to hold, og efter et lille kvarters tid, synes jeg Strandby kom rigtig godt med i kampen, og ret hurtigt fik sat sig solidt på vores centrale midtbane, og samtidig fik lagt et godt tryk på vores bagerste kæde. Her må vi konstatere, at vores gode ven og højt respekteret trænerkollega i Strandby Jens Bojer, havde et par taktiske finurligheder i ærmet, som var med til give Strandby overtaget i kampen”, fortæller Aars-træner Jakob Dyrman.
Strandby formåede dog ikke at omsætte overtaget og en række hjørnespark i mål, og dermed forblev det 0-0 ved pausen.
“I pausen talte vi om, at vi skulle tilbage i kampen og forsøge at blive den dominerende part på den centrale midtbane igen. Derudover skulle vi forsøge at true Strandbys bagkæde meget mere, end vi havde gjort i første halvleg. René "Nuggi" Petersen blev sat ind på vores centrale midtbane, og Rasmus Poulsen kom ind på vores højre kant. Det betød, at Mads Rask og Simon Lyngsø fik en kort pause på bænken, med tanke på, at de begge skulle i spil igen senere, og må vi så konstatere i et bagudrettet perspektiv, fik de begge afgørende indflydelse på kampens slutresultat, da de kom ind igen”, lyder det fra Jakob Dyrman.
Taktikken viste sig at fungere, for pludselig var det Aars, der fik mange flere hjørnespark end Strandby, som i anden halvleg kun havde deres kontraangreb som våben. Og det var bestemt ikke noget ufarligt våben - i et enkelt tilfælde slipper en spiller fri tæt under mål, men afslutningen bliver dårlig og Nils Falk har let ved at gribe bolden.
Kampens første mål falder midt i halvlegen, da Mads Rask bliver spillet fri i dybden. Han runder Mike Bunde og sender bolden i mål, selv om et par forsvarsspillere er tæt på at komme tilbage og afværge. En serie af gode indlæg resulterer i scoringen til 2-0, hvor bolden passerer hen over feltet og er på vej ud til hjørnespark i modsatte side, indtil Rene Nuggi Petersen tog en god beslutning. Han opfangede bolden og sendte den fladt ind foran mål, hvor Mads Rask med sit andet mål sikrede Aars sejren.
“Titlen som “Kampens spiller” skal deles mellem to personer. Den ene er Thomas "Lange" Steffensen, som er vanvittig stærk fysisk, har en super hurtig spilopfattelse, og en rigtig god leder. Den anden spiller bliver Mioo Hathaw, som har en vanvittig god teknik, er ufattelig driblestærk, og sparker nogle rigtig gode dødbolde”, slutter Jakob Dyrman.