Fodbold: Nederlag mod bundhold kan betyde, at holdet ikke selv kan afgøre den direkte oprykning.
Tekst: Per Lyngby
Forud for fredagens kamp i serie 2 mod nedrykningstruede Auning på Sondrup Park i Aars var situationen den, at Aars med sejre i de sidste to kampe selv kunne afgøre den direkte oprykning til serie 1.
Sådan kom det imidlertid ikke til at gå, da gæsterne på to scoringer i anden halvleg fik udlignet den føring, som Christian Tøttrup ellers havde skaffet ved at score på straffespark for Aars kort før pausen.
Dermed kan situationen i toppen af puljen blive vendt på hovedet, hvis Viborg Søndermarken lørdag vinder deres kamp, som så vil bringe dem 2 point foran Aars, og så er det pludselig det hidtil ubesejrede Viborghold, som kan tage den direkte vej op i serie 1 og efterlade Aars med muligheden via play off kampe, hvor den afgørende teoretisk set kan gå hen og blive mod Gundersted, som kan slutte på play off pladsen i serie 1, hvis de vinder deres sidste kamp.
“Ja vi kan formentlig ikke selv afgøre det mere. Vi spiller igen en god kamp, med et lille men, som var vores skarphed i deres felt. Set på spil og chancer, var vi klart bedst, men fodbold er nogen gange uretfærdig.”, lød det efter nederlaget fra en skuffet Aars-træner, Morten Freundlich.