Fodbold: Valsgård vandt en sikker sejr på 4-1.
Tekst: Per Lyngby
Aars måtte lørdag eftermiddag se sig besejret af oprykkerne fra Valsgård, som hjemme vandt en forholdsvis sikker sejr på 4-1. Holdet trænes af den tidligere Hobro-profil Peter Thomsen, som har taget et par forstærkninger med, efter at det i foråret blev til oprykning til serie 2.
Aars-træner Morten Freundlich har ikke så mange fingre at sætte på det nederlag.
“Vi brænder for mange store chancer, og er for dårlige på dødbolde”, lød den lakoniske melding efter nederlaget.
Nederlaget betyder, at Aars mister føling med toppen af rækken og må se sig henvist til en plads midt i puljen.
I næste kamp møder Aars bundholdet Chang, som dog næppe skal undervurderes, da holdet netop er begyndt at få studerende tilbage på ferie og dermed måske er mere slagkraftigt end tabellen antyder.