Fodbold: Oprykkere har sat sig på toppen i serie 2 - mandag gik det ud over Aars IK.
Tekst: Per Lyngby
Svenstrup-Godthåb rykkede i foråret op i serie 2 efter en overbevisende sæson i serie 3. Holdet har fortsat de gode takter i efteråret, hvor det er blevet til maksimalt udbytte i alle kampe - mandag sikrede holdet sig en sikker sejr på 5-1 over Aars.
Gæsterne bragte sig foran 1-0 på et straffespark, og den føring holdt til pausen. 10 minutter inde i anden halvleg blev det også 2-0, hvorefter Aars havde chancen for at reducere, men Peter Nielsen misbrugte et straffespark. I stedet blev det 3- og 4-0, inde Morten Hyldal reducerede kort før tid. Inden sidste fløjt nåede topholdet dog at sætte trumf på med scoringen til 5-1.
“Det lyder mærkeligt, men vi spillede faktisk godt med bolden men blev straffet hårdt på deres fart”, sagde træner Kristian Skriver efter nederlaget.
Søndag gælder det endnu et tophold, Nibe, som Aars havde krammet på i forårets to opgør. En sejr til de rødblusede er også nødvendigt, hvis man skal væk fra bundpladsen.