Torsdag d. 18. oktober 2018 - Årgang 13
Simon Borup sender bolden i mål til 1-0 og er dermed i gang med at sikre sit hold sejren på 4-2 over Aars IK i serie 3.

Aars tabte oprykningen

10-06-2018

Fodbold: Gæsterne fra Ravnsbjerg-Løgstrup drog hjem med sejren og oprykningsbilletterne.

Tekst & foto: Per Lyngby

For tredje gang i træk må Aars IK’s fodboldherrer i serie 3 konstatere, at det blev ved lige ved og næsten, da oprykningen til serie 2 skulle afgøres.

De rødblusede kimbrere havde ellers en lille fordel med hjemmebane i den altafgørende kamp mod Ravnsbjerg-Løgstrup, som man spillede 3-3 med på udebane. Men hjemme på et solsvedent stadion i Aars, var det målsøgende udehold den tand skarpere, der retfærdiggjorde deres sejr på 4-2. Dermed tog de også oprykningen, da Aars ikke længere har chancen for at indhente dem. Og set over sæsonen også en fortjent oprykning til det unge hold fra Viborg-kanten, som indtil nu har scoret 57 mål i foråret, hvilket er dobbelt så mange som Aars, som ellers også har været ganske målsøgende med 28 mål i 10 kampe.

Efter en lige indledning tog gæsterne teten i det 6. minut, da et indlæg fra højre skabte en god skudmulighed, som målmand Michael Jørgensen fik pareret, kun for at se farlige Simon Borup være over bolden som en slange og hugge den i nettet til 1-0.

Aars har dog også en farlig angriber, som forstår at hugge til, når chancen byder sig. Det gjorde den 10 minutter efter, da han kom først på bolden ved nærmeste stolpe efter et indlæg fra venstre, og så blev bolden prikket ind bag målmanden til 1-1. Dermed  stod de to farlige angribere i den indbyrdes duel, men Simon Borup og Ravnsbjerg-Løgstrup kom igen i front, da holdet fik lov at spille ping-pong foran Aars-feltet, hvor Borup til slut afsluttede hårdt og fladt ved venstre stolpe.

Næppe var bolden givet op, før Rasmus Lund Poulsen var tæt på at udligne, da han opsnappede bolden foran målmanden og slap fri, men fra en lidt spids vinkel blev bolden sendt på stolpen. Kasper Hyldal havde også en god mulighed, inden gæsterne igen viste farlighed oppe foran. Det udløste et par hjørnespark, og Aars-defensiven så decideret fraværende ud, da to af gæsternes spillere var alene i luftkamp mod Michael Jørgensen midt for mål. Den duel tabte Jørgensen, og så var det op ad bakke for Aars, som gik til pause nede med 1-3.

I starten af anden halvleg spillede Aars 11 mpd 9, da Ravnsbjerg-Løgstrup var ramt af 2 gule kort. Rasmus Lund Poulsen fik en god mulighed i venstre side, men målmanden fik afværget, og trods to mand i undertal, var det tæt på at blive farligt på et par hurtige omstillinger til gæsterne. Kampen gik ind i en fase, hvor man havde fornemmelsen af, at der nærmere ville blive 4-1 end 2-3, men nærmest ud af intet dukkede Mads Andreasen op og sendte bolden i mål til 2-3. Ny spænding i kampen. Rasmus Lund Poulsen havde kort efter en god mulighed alene med målmanden, som klarede, og kort efter blev der protesteret vildt, da samme spiller blev væltet i feltet i en nærkamp. Fløjten forblev tavs, men det gjorde Lund Poulsen ikke, og så var der gult kort og afsvaling i 10 minutter.

Aars skulle have 1 og gerne 2 mål mere, og derfor blev der satset i slutfasen, hvor man tog målmanden med frem ved hjørnespark. Det var tæt på at give udbytte, men skabte i stedet en omstillingsmulighed til Ravnsbjerg-Løgstrup, som fik sendt en spiller af sted mod det tomme mål, hvor han havde let ved at score til 4-2. Nye protester fra Aars, som mente, der var off side, og da Rasmus Lund Poulsen blandede sig i det kort, var der et nyt gult kort og dermed rødt og farvel og tak for i dag. Og fra en placering oppe ved klubhuset kunne han se gæsterne køre sejren i land og efterlade Aars på den ubrugelige andenplads i bevidstheden om, at det er sværere at rykke op fra serie 3 end det er at holde sig i serie 2.

Nu skal træner Allan Leander Mikkelsen have samling på tropperne, så man kan sikre den oprykning, som åbenbart ikke vil komme til Aars.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!