Fodbold: Lokalopgøret i Hornum sluttede med en sejr til gæsterne.
Tekst & foto Per Lyngby
Der stod meget på spil, da Hornum og Aars 2 tørnede sammen i serie 2 kampen på Hornum Stadion lørdag eftermiddag. Med uafgjort ville hjemmeholdet definitivt redde eksistensen i rækken, medens kun en sejr kunne bruges for Aars i deres bestræbelser på ikke at blive degraderet.
Hjemmeholdet var endnu en gang ramt af skader og afbud, og da gæsterne stillede med flere særdeles rutinerede spillere, anede man hurtigt, hvilken vej det ville gå. Med den tidligere HIF-træner Kristian Skriver i startopstillingen sammen med et par andre, som også havde en fortid i den blå-hvide trøje, Mads Rask og Simon Ibsen satte Aars sig fra start på kampen.
Hjalte Norup bragte Aars foran med 1-0 efter mindre end 10 minutters spil, da han pludselig stod fri til venstre for målet og huggede kuglen i kassen. Kort efter havde Kristian Skriver en stor mulighed for virkelig at gøre det grimme ved sit gamle hold, men alene med målmand Sune Sørensen, blev Skriver den lille. Kort efter opstod en måske kampafgørende situation, da Mads Rask blev væltet i feltet. Straffespark til Aars og samtidig rødt kort til Rasmus Krogh Nøhr - hårdt dømt efter manges mening. Mads Rask blev sat til at eksekvere, og også han tabte duellen med Hornums reserve-keeper, som kastede sig til højre og reddede forsøget.
Efter en første halvleg, hvor Hornum reelt ikke havde en målchance, skulle hjemmeholdet frem på banen for at jagte det livgivende mål. Det lykkedes ikke rigtigt, og det decimerede hjemmehold kom virkelig under pres, da indskiftede Christian Trankjær Pedersen øgede til 2-0 et kvarter inde i halvlegen. Mads Kristensen gjorde det også til 3-0 og dermed var alt håb ude for Hornum, som dog fik reduceret ved Jakob Nøhr i dommerens overtid, men mere blev det ikke til.
Trods nederlaget kan Hornum stadig redde sig i serie 2, hvis de kan vinde play off kampen mod en 2’er fra serie 3.