Fodbold: To hurtige mål fik afværget et truende nederlag i Skals.
Tekst: Per Lyngby
Meget tyder på, at det bliver det forsømte forår i Aars IK. Efter at have ligget med fremme i toppen af serie 3 de seneste sæsoner, er toppen langt væk netop nu, hvor kimbrerne faktisk er nærmere bunden.
Fredag aften balancerede holdet på randen af et nederlag i udekampen mod Skals, som førte 2-0, til der manglede et kvarter af kampen. Her formåede Aars med to hurtige scoringer inden for 4 minutter at få udlignet og dermed reddet lidt af æren i land. Det var i øvrigt fjerde gang i 9 kampe, at Aars spillede 2-2!
“Det var rart at møde et hold, som ville spille fodbold, modsat mange andre kampe, som har forgået på en banehalvdel og blevet afgjort på dødbolde”, sagde Aars-træner Allan Leander Mikkelsen efter kampen.
Ifølge træneren står Aars godt på banen i første halvleg, hvor holdets to angribere arbejder benhårdt for at stresse modstandernes opspil. Skals fik sig dog spillet sig igennem og fik scoret til 1-0 efter godt en halv times spil, og lige før pausen bliver det 1-0 efter et hjørnespark.
I pausen blev Jannich Andersen skiftet ind og fik dermed sin debut. Aars kom ud med et "kontant" udtryk, og da holdet igen blev fuldtallige, efter Kasper Hyldals gule kort, som han fik i første halvleg, ændrede Aars til en mere offensiv formation.
“Udtrykket blev dog lidt for kontakt for debutanten, som måtte 10 minutter til afkøling midt i halvlegen”, konstaterer Allan Leander Mikkelsen, som til gengæld havde et andet trumfkort i ærmet.
Trods en mand i undertal, lykkedes det nemlig holdets ukrainske stjernefrø, Pavlo Shevaniuk, at score 2 gange på fire minutter til kampens resultat 2-2.
I næste runde tager Aars hjemme imod rækkens tophold fra Nørager. Skulle det blive til nederlag eller uafgjort i den kamp, kan den efterfølgende kamp mod Borup blive en kamp om at holde sig væk fra nedrykningspladserne.