Torsdag d. 18. oktober 2018 - Årgang 13
Rasmus Lund Poulsen stod for det enlige mål, da Aars besejrede Hersom-Bjerregrav med 1-0.

Aars kom omsider i kamp - og vandt

14-04-2018

Fodbold: Årets første turneringskamp blev vundet med 1-0 på udebane.

Tekst & foto: Per Lyngby

Fredag kom Aars IK’s bedste fodboldherrer i serie 3 endelig i kamp, da holdet på udebane mødte Hersom-Bjerregrav. Spillerne nød øjensynligt at komme i kamp, og de kvitterede med en sejr på 1-0 efter 0-0 ved pausen.

“Vi var spilstyrende hele første halvleg, hvor vi, trods flere store chancer, ikke formåede at få scoret. I starten af 2. halvleg havde vi svært ved at fortsætte det gode spil, da Hersom-Bjerregrav kom mere på bolden, dog uden på nogen måde at være farlige foran mål. Som 2. halvleg skred frem, blev vi igen spilstyrende.Vi kom til flere og flere chancer, inden Rasmus Poulsen scorede til 1-0 ca. et kvarter før tid. Selv om kampen blev en rodet affære de sidste 10 minutter, var de aldrig tæt på at få udlignet. Deres eneste våben var at smide lange bolde op mod deres angribere. Det satte kampens spiller, Michael Jørgensen, en effektiv stopper for med sit fremragende hovedspil kombineret med evnen til at placere sig rigtigt og forudse spillet”, fortæller Aars-træner Allan Leander Mikkelsen.

Aars skal forsøge at følge op på sejren, når de næste søndag spiller på hjemmebane mod Viborg Søndermarken.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!