Løgstør HK's herrer tog torsdag imod Aars HK's ditto i 2. division.
Torsdag den 11. november mødtes Løgstør og Aars bedste herrehold i 2. division. Inden kampen havde Aars fået 4 point og lå midt i rækken mens Løgstør med kun 1 point lå i den tunge ende.
I starten af kampen hang Løgstør fint på – dog altid et mål eller to efter Aars. Som halvlegen forløb blev det tydeligt, at Løgstør skulle slide meget for deres mål. Aars dækkede hårdt og kontant – hvilket de også fik lov til af kampens i øvrigt glimrende dommere, og det gav gode betingelser for Aars’ keepere, der profiterede af det gode forsvarsarbejde med en del redninger. I den anden ende startede Rasmus Ibsen flot ud med mange gode redninger foran et godt kæmpende Løgstør-forsvar.
I 2. halvleg betød især Aars' langt større bredde på bænken dog, at gassen gik af Løgstør-ballonen, og Aars vinder en komfortabel sejr på 9 overskydende mål, 20-29.
Træner Sune Thorstensen udtaler efter kampen:
”Jeg synes faktisk, vi spiller en okay kamp, når man tager vores smalle trup i betragtning. Specielt hæfter jeg mig ved, at alle spillere bidrager med hvad de kan og bliver ved med det gennem hele kampen. For en gangs skyld er vores mål fint fordelt over flere spillere, men når man kun laver 20 mål, så vinder man ikke mange kampe. Når Aars skifter ud falder kvaliteten stort set ikke, og det betyder at presset på vores forsvar bliver konstant – og vi har desværre ikke samme udskiftningsmuligheder, så deres sejr er fuldt fortjent.”
Lanternen var flot besøgt af folk fra begge lejre, og de var vidne til en hårdt, men fair spillet kamp, hvor Aars fik vist at de trods alt stadig er storebror - rent håndboldmæssigt.