Fredag d. 27. maj 2022 - Årgang 17

Aars har sat sig på toppen

07-05-2022

Fodbold: Seks sejren på stribe.

Tekst: Per Lyngby

Efter en række småpauvre år, hvor Aars har været nede og vende i serie 3, ser det nu ud til, at det målrettede arbejde med at bringe klubbens egne unge spillere i stilling er ved at skabe resultater. I foråret er klubben repræsenteret med to hold i serie 2.

Foråret er nu halv spillet færdig for førsteholdets vedkommende, og efter remis i premieren mod Viborg Søndermarken, er Aars gået fra sejr til sejr i de seneste 6 kampe. Fredag aften blev det til en hjemmesejr på 4-2 over Assentoft-Hørning fra området øst for Randers.

Gæsterne blev midt i første halvleg ramt af et direkte rødt kort, og det gjorde naturligvis betingelserne lidt lettere for Morten Freundlichs udvalgte, som på to mål af Kasper Haugaard bragte sig foran med 2-0 ved pausen. I anden halvleg slog gæsterne tilbage, i begge tilfælde på straffespark, og så var tingene igen helt lige. Med et kvarter igen var Maxwell Katompwa skarp, da han gjorde det til 3-2 for Aars, og blot 3 minutter senere gentog han kunststykket og scorede til slutfacit 4-2.

Aars ligger efter 7 kampe nummer 1 med 17 point, og da det to hold på det efterfølgende pladser i denne weekend mødes indbyrdes, ser det ganske lovende ud for kimbrerne i oprykningskampen.

Om sejren fredag aften siger træner Morten Freundlich:

“Vi er igen, langt det bedste hold og skaber ganske mange chancer, men er dog ikke super gode på den sidste tredjedel af banen. I det defensive spil giver vi ingen chancer væk i det åbne spil, så det er, som det skal være”, sagde Aars-træneren efter kampen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!